Et Trygt Sted

Kranio Sakral Terapi

Hvad er kranio sakral terapi?

Kranio sakral terapi går meget kort fortalt ud på at hjælpe kroppen til at hele sig selv. Det er virksomt i forhold til både fysiske og psykiske gener.

Kranio sakral terapi starter altid med en kort samtale om dine symptomer. Derefter ligger du
fuldt påklædt på en briks, mens jeg holder forskellige steder på kroppen. Jeg lader dig hele tiden
vide, hvad jeg gør. Seancen afsluttes ligeledes med en kort samtale om det, der er sket
undervejs.

Jeg oplever, at mange kommer til mig med stress og angst. Når kroppen er stresset og i
alarmberedskab, er det her kroppens fokus er. Angst signalerer, at der er fare på færde og det
tager kroppen alvorligt. Når kroppens fokus er der, har den ikke tid til at hele de andre sår, vi får
på krop og sjæl. I kranio sakral terapien kan jeg tage dig ud af denne stress/angst tilstand,
hvorved kroppen får plads til at hele sig selv.
Det – at du på briksen vil opleve, at kroppen kommer i ro – gør desuden, at det vil blive
nemmere for dig selv at komme i denne tilstand af ro, også udenfor briksen.


At få dig til at føle dig tryg, er det vigtigste for mig. Når du er tryg, er der plads til forandring.
Der hvor jeg lægger mine hænder afhænger blandt andet af, hvad du selv fortæller mig om dine
kropslige fornemmelser og af hvad kroppen fortæller mig – fx i den måde du ligger på briksen.
Der er måske nogle skævheder eller noget andet der gør, at jeg tænker, der er et særligt område,
der har brug for opmærksomhed. Mest af alt bruger jeg min intuition. Jeg er trænet i at finde ro i
min egen krop og den ro hjælper mig til også at få din krop i ro. Der er ikke noget hokus pokus i
kranio sakral terapi og det kræver ingen særlig evner at være terapeut.

Hvorfor Kranio Sakral Terapi?
For at forklare hvorfor jeg selv valgte at blive kranio sakral terapeut og hvorfor det giver så god
mening for mig at inkludere kroppen i det terapeutiske arbejde, vil jeg gerne fortælle en
personlig historie.

En personlig historie
På et tidspunkt i mit arbejdsliv stødte jeg på en person, som gjorde mig bange. Det er en meget
lang historie, men han gjorde mig så bange, at jeg frygtede, at han ville komme og slå mig
ihjel.
Det blev til en længere sygemelding og et psykologforløb, som hjalp mig til at se anderledes på
tingene og langsomt holdt jeg op med at låse alle tre låse på min hoveddør og i stedet nøjes med
en, som jeg altid havde gjort før. Jeg skilte mig også af med den peberspray, jeg har set det
nødvendigt at anskaffe.
Jeg tænkte, at jeg havde fået det på plads og gik videre i mit liv.

Nogle år senere tager jeg et voldsomt styrt på en skibakke og får hjernerystelse. Kort tid efter
begynder jeg at låse alle låsene på min hoveddør igen og bliver bange – ligesom jeg havde været
det før. Jeg syntes, det var virkelig mærkeligt, at et slag i hovedet, skulle gøre mig angst.
Som jeg ser det nu, fik det slag mig til at stoppe op og opdage, at jeg ikke havde fået lagt det
bag mig, at jeg selvom jeg havde fået overbevist mit hoved om, at der ikke var fare på færde, så
havde min krop været i alarmberedskab lige siden.
Hvis ens krop er i alarmberedskab, så har den meget svært ved at hele selv de små stød, livet
giver en. Kroppen er optaget af at passe på akut fare og har ikke tid til at hele de andre ting.

På foranledning af en kollega gik jeg til en kranio sakral terapeut og på en eneste session
fjernede hun min angst. Det føltes som et mirakel. Siden blev jeg ved med at gå hos hende og
hun hjalp mig også med de smerter jeg havde i hoved og nakke og jeg kom tilbage på arbejde i
god behold.

Kort tid efter fik jeg muligheden for at tage uddannelsen som Biodynamisk Kranio Sakral
Terapeut i København. I de to år det varede gennemgik jeg den vildeste personlige forandring.
Jeg fik bugt med min egen usikkerhed og manglende tro på eget værd. Jeg fik også set på flere
gamle traumer og det skete alt sammen gennem at arbejde med kroppen.

Kranio Sakral Terapi er fantastisk til at hjælpe kroppen med at bearbejde traumer. I den ideelle
verden kan kroppen bearbejde de fleste traumer på både krop og sjæl selv. Men det kræver at
den får tid til det. I vores stressede verden giver vi den sjældent den tid.

Kranio Sakral Terapi giver kroppen ro til at hele sig selv.